Selv om mange ikke længere lever i en kernefamilie, bliver boligerne bygget som om, alle gør. Nye boformer, hvor folk kan dyrke et andet fællesskab, kan give bedre betingelser for trivsel.
Selv om vi hver især kan føle et tilhørsforhold med vores mange venner på Facebook og et antal følgere på andre sociale medier, taler statistikkerne deres tydelige sprog. En ud af fem danskere oplever, at de står uden for fællesskabet. 35.000 danskere er dagligt sygemeldt med stress. 260.000 over 16 år føler sig ensomme. Og så er det endda kun toppen af isbjerget.
Det er noget i vores samfund, som vi i fællesskab må tage os af. Det er nogle tal og tendenser, som vi må tage alvorligt og ikke må forvente blot kan løses af det enkelte individ. Derimod er det noget, vi må tage os af på et højere niveau, frem for at lade det være op til hver enkelt af os at fikse os selv og skabe vores egen lykke. Vi må tage et samfundsmæssigt ansvar for, at få skabt bedre rammer for trivsel og mental sundhed.
Gentænk boligformen
En af de måder, vi kan hjælpe hinanden på, er ved at skabe bedre rammer og muligheder for at få hverdagen til at hænge sammen og tage del i hinandens liv. For at være der for hinanden både i arbejds- og privatlivet. I den forbindelse er det blandt andet værd at se nærmere på vores boligformer. Der er brug for, at vi gentænker boligen og undersøger, om vi kan indrette os anderledes.
Der er i dag 37 forskellige familiekonstellationer i Danmark ifølge Danmarks Statistik, men den mest udbredte boligtype er stadig enfamiliehuse beregnet til den klassiske kernefamilie.
I de senere år er eksempelvis et stigende antal singleforældre begyndt at udtrykke behov for at bo sammen med andre ligesindede, men det kan være vanskeligt at finde en bolig, der kan rumme dette ønske.
Det udbud af boliger, der er i dag, passer simpelthen ikke til vores familietyper og dertilhørende behov længere. Det betyder, at eksempelvis den enkelte singlefar og singlemor må tage til takke med det, de kan få på det eksisterende boligmarked, hvorfor de efterlades med et uindfriet ønske om tilhør og fællesskab.
Både fælles og privat
En ny type af boliger efterspørges af flere og flere: det moderne bofællesskab. Et bofællesskab, hvor vi både kan være sammen i fællesskab og trække os tilbage og være privat. Det er altså ønsket om et alternativ til 1970’ernes kollektiver, hvor stort set alt var fælles, og samtidig et alternativ til det 21. århundredes individuelle boligformer, hvor stort set intet er fælles.
Men når vi kigger os omkring på boligmarkedet, findes der kun ganske få boliger af en type, der kan indfri dette paradoks: at være fælles om hverdagen og livet, men på samme tid give plads til at være privat.
Jeg har været med til at undersøge, hvorfor folk gerne vil bo i bofælleskaber. I undersøgelsen træder en entydig førsteplads frem på listen over forklaringer fra de over 500 respondenter: det sociale aspekt – fællesskabet.
I de uddybende svar beskrives dette som det at dele hverdagen med andre, at være der for andre og gøre noget sammen. Men her opstår paradokset. For samtidig med at vi længes efter fællesskabet, er vi også nervøse for det. Bange for at blive opslugt af det og bange for, at det fælles betyder, at vi må gå på kompromis med egen autonomi og det private.
Fællesskaber kan noget særligt i og med, at det netop handler om noget andet end én selv, og at man kan blive helt opslugt heraf. Men vi må ikke negligere, at det samtidig også kan være hårdt at være i et fællesskab, og at der er øget risiko for konflikter og begrænsninger af ens autonomi, som den enkelte gerne ville være foruden.
Flere respondenter i undersøgelsen svarer:
»Det vigtigste er, at der foruden det sociale fællesskab skal være mulighed for privatliv«.
Det iboende fællesskabsparadoks rejser sig: der skal på én gang være plads til individualitet, at være sig selv og at være fælles. Hvis vi skal lykkes med at skabe nye boformer til de mange nye leveformer, må vi have dette paradoks for øje.
Boformer kan skabe trivsel
Hvordan er vores boligform relateret til vores trivsel?
Der er et alment menneskeligt behov for tilhør, som vi gennem længere tid har negligeret ved at vægte det individuelle aspekt i tilværelsen. At være vores egen lykkes smed er et mantra, der har medvirket til, at vi har vendt ryggen til det fælles, det at smede sammen, for at blive i metaforen. Derved har vi også vendt ryggen til den afledte behovstilfredsstillelse ved at lykkes sammen.
Det er i mødet med hinanden og fællesskabet, at vi mærker os selv, finder ud af, hvad vi kan bidrage med som mennesker, og hvilken betydning vi har for andre.
Studier viser, at det har indflydelse på din levetid, om du får talt med de mennesker, du møder på din vej, og får givet en hjælpende hånd til din nabo. Faktisk viser det sig, at den sociale integration som enkeltstående faktor slår mere anerkendte faktorer som frisk luft og træning i indflydelse på, hvor længe vi lever.
Men hvorfor er den sociale integration så blevet underprioriteret? Mangler vi i dag traditioner og rammer for at mødes og bruge hinanden, som vi tidligere havde naturligt indlejret i vores kultur?
I og med at familiestrukturen er blevet svagere, og brugen af diverse sociale medier samtidig er blevet stærkere, virker det som om, vi har glemt betydningen af de konkrete, virkelige møder og relationer.
Slående er det, når undersøgelser viser, at en tredjedel af den danske befolkning peger på, at de kun har to eller færre personer at støtte sig til. Tidligere var denne støtte blandt andet indlejret i vores familiestruktur, men i en undersøgelse fra 2013 foretaget af analyseinstituttet YouGov, svarer mere end hver fjerde dansker, at de ingen kontakt har med ét eller flere nære familiemedlemmer.
Desuden har individet i en årrække været genstand for megen granskning i form af fokus på personlig udvikling, selvrealisering og selvudfoldelse, hvor den enkelte har kigget indad for at finde vej – frem for udad i fællesskabet. Det subjektivt skabte er blevet vægtet i så høj grad, at det er sket på bekostning af det objektivt givne, de samfundsmæssige normer og de værdier, vi står på som samfund og som mennesker.
Vi må tage et ansvar som samfund, hvis ikke vi vil tabe hundredetusindvis af mennesker til stress, depression og ensomhed. Vi må huske hinanden på, at vi stadig skal lykkes i fællesskab. Og sammen finde tilbage til Danmarks fælles ståsteder – den stolte tradition for fællesskab, hvad angår såvel andelsbevægelsen, foreningslivet, folkehøjskoler og verdens første bofællesskaber.
Det er normer og kultur, der skal ændres på et samfundsmæssigt plan, for, at vi kan skabe bedre trivsel og mental sundhed. En ny type boformer med plads til både individet og fællesskabet, der passer til danskernes liv anno 2018, kan være én af vejene hertil.